Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Tomatpizza med mozzarella, squash, rucolapesto og snackgrønt med hummus

Tomatpizza med mozzarella, squash, rucolapesto og snackgrønt med hummus

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 3 pizzadeje
  • ½ agurk (i stave)
  • 1 pose gulerødder (i stave)
  • 2 røde miniromainesalater (delt i blade)
  • 1 palermo-peberfrugt (i strimler)
  • 1 bakke cherrytomater (i halve)
  • 2 mozzarellaer
  • 1 pose kogte kikærter
  • 1 dåse tomatpuré
  • 2 squash (i tynde skiver)
  • 1 fed hvidløg (pillet)
  • 1 bæger gør det selv-pesto (rucola, spinat og solsikkekerner)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • hvedemel

Sådan gør du

Køkkennoter: Det er lidt af en kunst at bage pizza i en almindelig hjemmeovn. Det vigtigste er at holde temperaturen høj – du ved nok bedst selv, hvordan lige din ovn fungerer. Måske går den helt op til 300 °C, og så kan det være den bedste indstilling, eller måske holder den virkelig godt på varmen, så du kan bage alle pizzaerne på én gang – ellers skal du nok gøre det over to omgange. 

Vil du gerne bage pizzaerne på en temperatur over 220 °C, skal du ikke bruge bagepapir, men du skal i stedet bage pizzaerne direkte på en bageplade eller bagesten.

Har du lidt spidskommen liggende, smager det skønt i hummussen. Har du citron tilovers fra dag 2, så tilsæt også gerne lidt citronsaft.

1. Tænd ovnen på 220 °C, og tag pizzadejene ud af køleskabet.

2. Skyl og klargør alle grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Anret agurke- og gulerodsstave, salatblade og peberfrugtsstrimler på et stort fad til snackgrønt, og kom cherrytomaterne i en skål.

3. Dræn vandet fra mozzarellaerne, og skær dem i skiver.

4. Kom kikærterne i en gryde med lidt vand, og damp dem under låg i 4-5 min.

5. Rul hver pizzadej ud på et stykke bagepapir drysset med lidt mel. Smør bundene med tomatpuré, dryp med olie, og krydr med salt. Fordel squash- og mozzarellaskiver på bundene.

6. Bag pizzaerne 1-2 ad gangen i 10-12 min., til fyldet er bagt, og bundene er sprøde (se køkkennote). Begynd evt. at spise de første pizzaer, mens den sidste bager.

7. Blend imens kikærterne med ¼-½ dl olivenolie til en grov hummus. Justér evt. konsistensen med lidt vand, og smag til med salt.

8. Kom hvidløget og ½-1 dl olie i pestobægeret, og blend det til en grov pesto – fx med en stavblender direkte i bægeret. Krydr med salt.

Servering
Top de lune pizzaer med cherrytomater og rucolapesto, og servér snackgrønt med hummus til.

-