Vietnam-style fiskedeller med tamaridressing, koriander og ris
Ingredienser
- 1 pose brune basmatiris
- 2 røde palermo-peberfrugter
- Halvdelen af gulerødderne
- 1 bundt koriander
- 1 rulle grøn fiskefars
- 2 lime
- ½ batavia-salat
- 1 brev tamari
Tjek at du selv har
- Olie (fx sesam- eller olivenolie)
- Salt
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
- Sukker
- Evt. fiskesauce
Vores grønne fiskefars er fuld af gode grøntsager og virker derfor en smule anderledes end ren fiskefars, når den steges. Mens dellerne er på panden, vil de føles bløde, som om de er understegte, men når de har ligget på en tallerken og kølet af i 1-2 min., bliver de faste – helt som klassiske fiskefrikadeller. Hold dig til den angivne stegetid, så skal det nok gå godt.
Sæt vand over til ris, og skyl risene samt frugt og grønt.
Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog risene i ca. 35 min. Hæld overskydende vand fra.
Skær peberfrugterne i strimler, og skræl gulerødderne i tynde strimler med en kartoffelskræller. Snit korianderstilkene fint, og snit bladene groft. Kom bladene i en skål til servering.
Vend peberfrugt og gulerødder sammen i en skål, og smag til med 3-4 tsk. eddike, 1½-2 tsk. sukker og lidt salt eller evt. fiskesauce, hvis du har. Lad grøntsagerne marinere i 5-10 min.
Kom fiskefarsen i en skål, og riv lidt limeskal fint ned i den. Tilsæt de fintsnittede korianderstilke, og rør det hele sammen.
Varm olie op på en pande. Form fiskefarsen til små deller, og steg dem i olien, til de er gyldne og sprøde, 5-6 min. (se køkkentip).
Snit imens salaten groft. Afdryp de marinerede grøntsager let, og vend dem sammen med salaten.
Halvér limefrugterne, og rør en dressing af tamari, 3-4 tsk. olie og 5-6 tsk. limesaft.
Anret risene på tallerkener, og top med salat og marinerede grøntsager. Drys med koriander, og servér fiskedeller med tamaridressing til.