Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Pizza med blå kartofler, rosmarin og romainesalat

Pizza med blå kartofler, rosmarin og romainesalat

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 pizzadej
  • ½-1 mozzarella
  • 1-2 fed hvidløg (presset)
  • ½ pose blå kartofler (skuret og i tynde skiver – fx på et mandolinjern)
  • 1 kvist rosmarin (blade plukket)
  • ½-1 romainesalat (i grove stykker)
  • 1 pose rucola

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • mel
  • sennep
  • honning eller sukker
  • eddike (fx balsamico)

Sådan gør du

Køkkennote: Hvis du har en bagesten, er det altid godt at bruge den til at bage pizzaen på. Husk, at det er vigtigt, at stenen er godt varm inden bagning. Brug evt. en bageplade til at liste bagepapir og pizza over på den varme sten. Hvis ikke du har en bagesten, kan du sørge for at varme bagepladen godt op, inden du sætter pizzaen på den.

HUSK
Til i morgen: Hæld iblødsætningsvandet fra de sorte kikærter, kom dem i en gryde med rigeligt frisk vand, og kog dem møre, ca. 35 min. Opbevar dem i kogevandet på køl til dag 3 – så sparer du tid i morgen.

1. Tænd ovnen på 250 °C. Tag pizzadejen og mozzarellaen ud af køleskabet. Afdryp mozzarellaen.

2. Skyl og klargør grøntsagerne og rosmarinen som angivet i ingredienslisten.

3. Rør hvidløget ud i ⅓ dl olivenolie.

4. Drys et stykke bagepapir med lidt mel, og rul pizzadejen ud på bagepapiret.

5. Fordel kartoffelskiverne på pizzabunden, og top med rosmarinblade og hvidløgsolie.

6. Bryd mozzarellaen i mindre stykker, og fordel den over pizzaen. Krydr med salt og sort peber.

7. Løft forsigtigt pizzaen med bagepapiret over på en bageplade, og bag den sprød og gylden i ovnen, 8-10 min.

8. Lav imens en dressing af 2 spsk. olivenolie, ½ tsk sennep, 1 spsk. eddike, ½ tsk. honning eller sukker samt lidt salt og sort peber.

9. Vend romainesalaten sammen med dressingen.

Servering
Top den friskbagte pizza med rucola, skær den i trekanter, og nyd salaten til.

-