Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Socca med ristede kikærter, blomkål og spinat

Socca med ristede kikærter, blomkål og spinat

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • ½ kvist rosmarin (bladene plukket og finthakket)
  • 1 pose kikærtemel
  • 1 karton kogte kikærter (afdryppet)
  • ½ blomkål (i buketter)
  • 1 rødløg (i smalle både)
  • 2 fed hvidløg (finthakket)
  • 1 pose new zealand-spinat (snittet groft)
  • 1 pose ærteskud

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber

Sådan gør du

Køkkennoter: Socca er en slags street food fra det sydlige Frankrig, hvor man ofte kan købe den friskbagt på madmarkeder, bagt med lidt rosmarin og pakket ind i brunt papir. Her bruger vi den som en slags pizzabund til at bære en masse dejligt fyld.

Spinaten, som du skal bruge i dag, er af sorten new zealand. Den er ikke fra New Zealand, men derimod fra vores avler i Portugal. Den har skønne sukkulente blade og sprøde stilke. Snit stilkene lidt finere end bladene, men kasser dem endelig ikke.

Til i morgen: Kom de sorte bønner i en skål, dæk dem med rigeligt koldt vand, og stil dem på køl til i morgen.

1. Skyl den halve rosmarinkvist, pluk bladene, og hak dem fint.

2. Rør kikærtemelet med 2 dl vand, 2 spsk. olivenolie, hakket rosmarin og lidt salt. Lad socca-dejen trække i 5 min.

3. Skyl og klargør imens grøntsagerne som angivet i ingredienslisten.

4. Varm en pande op, kom lidt olie på, og steg de afdryppede kikærter, til de er gyldne og møre, 3-4 min. Skru lidt op for varmen, tilsæt blomkålsbuketter, rødløg og hvidløg, og steg det hele gyldent og sprødmørt, 5-7 min.

5. Varm imens en anden pande op med en pæn mængde olivenolie, og hæld socca-dejen på, når olien er varm. Det skal syde og boble lidt i kanterne. Sænk varmen efter 1-2 min., og bag soccaen færdig, 4-5 min.

6. Vend spinaten på panden med kikærter og blomkål, og steg i 1-2 min., til spinaten falder sammen. Krydr med salt og sort peber.

7. Vend den færdige socca over på en stor tallerken eller et fad med den sprøde bund opad. Fordel ristede kikærter, blomkål og spinat oven på soccaen, og top med ærteskud.

Servering
Giv soccaen lidt ekstra friskkværnet sort peber, og dryp evt. lidt olivenolie over. Skær soccaen ud i trekanter som en pizza, og server.

-