Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Torskefisk med blød polenta, ærter, fennikel og mynte

Torskefisk med blød polenta, ærter, fennikel og mynte

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 1 fennikel (i tynde skiver – gerne på et mandolinjern)
  • 1 bundt mynte (plukket groft)
  • 1 citron (halveret)
  • 2 squash (i små tern)
  • 1-2 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • 2 poser ærter
  • 2 poser polenta
  • 2 bægre creme fraiche 18 %
  • 1 pakke torskefisk uden skind

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • mel
  • smør
  • hvidvin

Sådan gør du

Køkkennote: Husk at smage polentaen godt til. Polenta kræver en del salt og er virkelig lækker med lidt mere peber, end de fleste normalt bruger. Har du en klat smør eller lidt revet parmesan, pecorino eller lignende, tør ost, så er det også oplagt at smage til med.

1. Skyl og klargør alle grøntsagerne, citronen og mynten som angivet i ingredienslisten. Vend tynde skiver af fennikel med mynte og citronsaft, og anret det på et fad.

2. Sæt vand over til polenta, gerne i en elkedel.

3. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg squash og hvidløg i 4-5 min., til de er let gyldne. Kom ærterne ved, og tilsæt gerne en klat smør og en sjat hvidvin, hvis du har. Lad ærterne stege med i 3-4. Krydr med salt. 

4. Drys polentaen i en gryde med 1 liter kogende vand, og rør godt. Kog polentaen glat og cremet, 4-5 min. Smag til med salt og peber (se køkkennote). Spæd evt. til med lidt mere vand, hvis polentaen er for tyk. Tag den af varmen, og vend creme fraichen i. 

5. Tjek fisken for evt. ben og hinder, og vend den i mel.

6. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg fisken i 4-5 min. i alt, til den er gylden og akkurat gennemtilberedt. Krydr med salt.

Servering
Anret polenta vendt med creme fraiche i dybe tallerkener, og top med squash og ærter. Nyd stegt torskefisk og fennikel med mynte og citron til.

-