Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Lynstegt oksekød med grønt, sød chilisauce, ris og ristede jordnødder

Lynstegt oksekød med grønt, sød chilisauce, ris og ristede jordnødder

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose brune jasminris
  • 1 lime (½ i både, saft af resten)
  • ½-1 chili (finthakket)
  • 1 pose jordnødder
  • 1 rødløg (i tynde både)
  • pose gulerødder (i tynde stave eller strimler)
  • ½-1 spidskål (skåret fint)
  • 1 brev sød chilisauce
  • 1 pakke okse-wokstrimler

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt

Sådan gør du

Køkkennote: Bemærk, hvordan alle de fem grundsmage optræder i denne ret: surt, sødt, salt, bittert, umami. Umami er japansk og betyder velsmag – den kendetegnes blandt andet i smagen af stegt kød, røget fisk, svampe, tomater m.m.


Fordeling i Sense-spisekassen

Håndfuld 1 + 2: Rødløg, gulerødder, spidskål

Håndfuld 3: Okse-wokstrimler

Håndfuld 4: Brune jasminris

Fedt: Jordnødder, olivenolie

Smagsgivere: Sød chilisauce, lime, chili, salt

1. Sæt vand over til ris fx i en elkedel.

2. Skyl risene i koldt vand. Sæt risene over i 5 dl kogende vand uden salt, og kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 min. Lad risene hvile kort.

3. Skyl og klargør alle grøntsagerne og limefrugten som beskrevet i ingredienslisten. Kom limebåde og finthakket chili i små skåle til servering.

4. Rist jordnødderne på en stor pande med ½-1 spsk. olivenolie, til de er let gyldne, og drys med lidt salt. Kom jordnødderne i en skål, og tør panden af.

5. Opvarm panden igen, tilsæt 2 spsk. olivenolie, og steg rødløg og gulerødder let møre i 2 min. Tilsæt spidskålen, og lad den stege med 1-2 min. Tag det hele af varmen, og smag til med sød chilisauce, saften af ½ lime og lidt salt. Kom grøntsagerne i en skål, og tør panden af. 

6. Opvarm panden igen, tilsæt 2 spsk. olivenolie, og steg okse-wokstrimlerne ved høj varme 1-2 min. Tag panden af varmen, vend grøntsagerne med kødet på panden, og smag til.

7. Smag risene til med salt. Gem halvdelen af risene i en lufttæt beholder på køl til i morgen.

Servering
Anret ris i dybe tallerkener, og top med lynstegt oksekød med grønt og chilisauce. Drys med ristede jordnødder og finthakket frisk chili, og giv en limebåd til hver.

-